Opstart
Når I og Jeres barn starter hos os i Carolinehaven, vil det være en voksen fra barnets stue, som byder jer velkommen og som vil være Jer og Jeres barns primære voksen i opstartsperioden.
Inden jeres første dag har I mulighed for at ringe og aftale et forbesøg. Her kan I se stuen, hilse på stuens voksne samt barnets nye venner.
Opstartsperioden tager som udgangspunkt mellem 1 ½ – 2 uger, afhængig af jeres barn. I den efterfølgende første tid, kan der være behov for fleksibilitet fra jeres side i forhold til barnets trivsel. Dette kunne eksempelvis være at hente tidligere, hvis vi vurderer at det er nødvendigt for barnet. Fleksibilitet kan også være, at kunne give jeres barn korte dage, eftersom det er en stor ting for et lille barn at starte i vuggestue. Forvent at der kan komme en reaktion, enten i opstarten eller efterfølgende. Dette er helt naturligt og forekommer meget individuelt.
For at få en så succesfuld opstart som muligt, er det vigtigt for os, at I som forældre og jeres barn er trygge. Trygheden er essentiel for at kunne skabe en god relation og tilknytning til jeres barn. Derudover vægter vi forældresamarbejdet højt, fordi jeres tryghed afspejler sig i jeres barn.
HUSK at ingen opstartsperioder er ens og vil være indrettet efter det enkelte barn. Nedenstående eksempel skal derfor betragtes som vejledende, da dagene planlægges fra dag til dag, alt efter Jeres barns behov/reaktion.
Eksempel på en opstart:
Dag 1: forældre og barn er på besøg i tidsrummet 9.30-10.30. Her hilser vi på hinanden og I kan fortælle om jeres guldklump. Vi vil herefter fortælle om hverdagens rutiner i vores vuggestue. Her er begge forældre velkommen og I kan informere om hvem, der vil stå for opstarten.
Dag 2: Læner sig meget op ad dag 1 med tidspunktet 9.30-10.30. Her er opstartsforælderen også tilstede og lader barnet udforske stuen på egen hånd. Hvis barnet er klar til det, kan forælderen kortvarigt forlade stuen.
Dag 3: Gentagelse af dag 2, men hvor forælderen forlader stuen i længere tid. Tidspunkt for aflevering på dag 4 aftales med den primære voksen.
Dag 4: Barnet prøver at spise med, sammen med sine nye venner på stuen. Forælderen går.
Dag 5: Læner sig op ad dag 4 og prøver evt. at sove lur. Hentes efter aftale.
Dag 6: Gentagelse af dag 5.
Dag 7: Barnet spiser og sover lur, hvis dette er muligt. Afhentning aftales på dagen.
Dag 8: Så vidt muligt en gentagelse af dag 7.
Dag 9: Her vil barnet få mulighed for at afprøve eftermiddagsmaden kl. 14.30.
Dag 10: Herfra vil dagene ligne en normal hverdag for barnet.
Det er vigtigt for os at det bliver en god oplevelse for barnet. Der kan dog være flere ting i spil; bl.a. ved sygdom eller hvis vi vurderer at opstarten går for hurtigt for barnet, kan vi være nødsaget til at træde et skridt eller to baglæns og her er det vigtigt med fleksibilitet jf. tidligere afsnit.
Vi ser frem til begyndelsen på et godt forældresamarbejde og til at give jeres barn, den bedst mulige start på vuggestuelivet.
Velkommen i Carolinehaven
Sagt med andre ord:
”Det er her det hele starter – og det bliver rigtig godt!!”