Åbne stuer
’Åbne Stuer’ er en aktivitet som løber hen over vinterhalvåret, hver fredag.
Alle døre vil blive åbnet, så alle børn kan gå frit omkring og udforske åbne stuers mulighed for leg og aktivitet. Der vil være mulighed for forskellige aktiviteter i huset fx kreativitet, bevægelse samt musik og leg. På de forskellige stuer, er der tilknyttet en fast aktivitet.
På Blåbærstuen er der mulighed for at lave noget kreativt, som fx male på kastanjer, klippe i fastelavnspynt, tegne flotte tegninger, klippe og klistrer julepynt m.m.
På Hindbærstuen er der musik og leg, hvor der er mulighed for dans og forskellige sanglege, som fx bro bro brille, disko, bygge med klodser, alle mine kyllinger kom hjem, svup-Karoline eller højtlæsning m.m.
På Jordbærstuen er der bevægelse, hvor der er rig mulighed for at udfordre sig selv og sin krop, fx forhindringsbaner, hoppelege, sanglege, boldlege m.m.
Dagen igangsættes ved, at alle børn og voksne samles på Jordbærstuen efter morgensamling. Her står hver stue på skift for at arrangere sange, som vi synger i fællesskab. De voksne i huset ved på forhånd hvor de skal være og hvordan deres roller er fordelt. Når samlingen på Jordbærstuen er slut, er der en voksen på hver stue, som er klar til at tage imod børnene.
Målet for Åbne Stuer er at give børnene mulighed for at skabe sociale relationer og fællesskaber på tværs af huset, børn og voksne imellem. Udover dette giver vi børnene mulighed for udfordring og udforskning, ved at børnene frit kan bevæge sig og være trygge i hele huset. Igennem dette vil de rykke egne grænser. Vi sørger for at aktiviteterne er tilegnet alle aldersgrupper, så alle børn har mulighed for at være med. Børnene kan selv vælge hvor i huset de vil opholde sig, hvilke aktiviteter de vil deltage i eller om de vil bruge fantasien og selv finde på en leg. Gangen er også et sted hvor vi sætter forskellige aktiviteter i gang. De forskellige aktiviteter på stuerne og i huset gør, at børnene kommer omkring de forskellige læreplanstemaer.